The Walkmen har altid haft en meget særegen lyd. De slog igennem med albummet Bows + Arrows, som er dedikeret til en skramlende lyd, og et lettere rodet udtryk.

Kigger man i cover-inlet'et på den nye album, Heaven, ser man billeder af nogle meget modne mænd (The Walkmen), og koner og børn - et tydeligt udtryk for at nu er de altså blevet voksne. Det afspejler sig også temmelig meget på musikken.

Når man i første omgang sætter albummet på, og hører starten af We Can't be Beat, tænker man "de er bare slet ikke det samme længere". Det varer dog kun til sangen kommer rigtigt igang efter to og et halvt minut. Her begynder man at kunne genkende de meget karismatiske guitarer, og hele det skramlende lydbillede igen.

Man er ikke et sekund i tvivl om, at den nye lyd er meget mere moden, men The Walkmen har præsteret at fusionere det med sin gode gamle rocklyd, og det giver albummet utrolig mange sider at arbejde med som lytter.

På et nummer som Heartbreaker, kommer det lemon-friske udtryk frem for alvor igen, det er dejligt forfriskende, alt imens der er en bitter smag. I c-stykket kommer der de meget støjende guitarharmonier frem, som The Walkmen så ofte gør brug af.

Det der er mest bemærkelsesværdigt ved Heaven er, at det er de samme virkemidler som The Walkmen altid har brugt, de har bare rykket sig langt i personlighed, hvilket gør at det på ingen måde bliver mindre interessant.