Hvis der er et band der kan bringe dystre og skræmmende følelser op i folk, så er det Liars. Deres nye album, Wixiw, som kan høres HER, vil uundgåeligt forvirre de fleste, med den massive stilblanding, tranceagtige punkrock og en skummelt pågående attitude.
De fleste sange bliver stillet op med gentagne flader, deraf trance-elementerne, men trods de elektroniske udtryk, er det langt fra elektronisk musik. Selve sangskrivningen og stilen lægger mere op til gore-punk, med de dystre temaer der lægges i musikken. Det oplever man fra starten, på The Exact Colour Of Doubt og Octagon. Den første gør måske indtryk af at man skal til at høre et meget Moby-inspireret langtrukkent album. Men lytter man videre til Octagon fornemmer man straks, at det her er noget helt andet. Her er noget skummelt, interessant og uudforsket.
Her har Liars så bedømt at det var tid til deres lidt mere letlyttelige single, No. 1 Against The Rush, med et poppet beat, The Chap-agtig guitar og et lidt mere optegnet udtryk, så man lettere kan se hvilke virkemidler Liars bruger. Her kan man lettere se hvordan Liars er en kamp mellem det lyse og det mørke, en konstant kamp som ikke engang Liars ved hvordan udslaget bliver.
Men så kommer den mest elskværdige side af Liars, på nummeret A Ring On Every Finger. Melodien kan være ekstremt svær at få øje på, man ved den er der, men man kan ikke skælne melodien fra den ene tone som dominerer hele lydbilledet. På den ene side er musikken meget monoton, men på den anden side kan man høre alverdens melodier mellem tonerne - det er en sand kunst. Prøver man at lytte efter 'skjulte' lag, vil man ikke kunne kede sig.
Der er ingen tvivl om, at Liars forsker et forholdsvis ukendt sted, og det er aldrig kedeligt at lytte til deres musik, hvis man altså er i humør til at lytte aktivt.
Underlyds albumvurdering: 91%
